HHM opfører i en totalentreprise håndværkskollegiet i Musicon-bydelen i Roskilde for Fonden for Håndværkskollegier.
Kollegiet består af 72 boliger med plads til 84 beboere. Det helt unikke ved håndværkskollegierne er, at de er indrettet særligt til håndværkerlærlinge, så de får samme muligheder som andre unge for at blive en del af et ungdomsfællesskab i løbet af deres uddannelse.
Byggeriet bliver opført som et fuldt træbyggeri og indeholder mange innovative løsninger, og bliver alt andet end traditionelt.
Det bærende system bliver bygget op af trærammeelementer og CLT-dæk, og der vil i overvejende grad blive brugt organisk isolering. De indvendige overflader er en kombination af plader af ler og Douglasgran.
Samtidig har projektet også et stort fokus på at anvende genbrugsmaterialer såsom træbeklædningen på store dele af facaderne samt alle indvendige trægulve.
HHM har været med på projektet i et tidligt samarbejde, hvor alle byggeriets parter bliver inddraget. Det tidlige samarbejde har været fundamentet for hele udviklingsprocessen for kollegiet, den efterfølgende arkitektkonkurrence og nu selve opførelsen af byggeriet.
Kollegiet er tegnet af arkitektvirksomhederne LOOP og Reværk med bygningsintegreret kunst af kunstnergruppen AVPD. Det samlede projektforslag er udarbejdet af et tværfagligt team med kunstnere, ingeniører og landskabsarkitekter.
Håndværkskollegiet på Musicon er det tredje og sidste af de nye håndværkskollegier, som opføres af Fonden for Håndværkskollegier og finansieres af BRFfonden.
At bygge kræver engagement og ansvar. Det kræver overblik og proaktivitet. I HHM går vi forrest i alle aspekter af byggeriet. Vi påtager os ansvar og sætter retningen for det gode samarbejde. Med HHM bygger du uden tvivl igennem en tillidsfuld proces.
