Det enorme indgangsparti til Streetlab er ikke til at undgå at få øje på, når man ankommer til området.
Nu står multihallen færdig, og vi er stolte af resultatet.
De sidste 12 måneder har vi haft travlt med opførelsen af Streetlab i Hillerød, og det er et imponerende bygværk lidt ud over det sædvanlige.
Som totalentreprenør har det været vores opgave at omsætte en ambitiøs vision til et velfungerende fælleshus og samlingssted for gadeidræt, kultur og fællesskab for områdets børn og unge.
Det store fælles samlingsrum har en indvendig højde på 11 meter. Men det er de 13 kæmpestore limtræsrammer med et 37 meter langt spænd, der leverer den helt store wow-faktor. Her vil de kommende brugere køre på skateboard, afholde koncerter og skabe liv og omsorg for byens unge.
Limtræsrammerne står med fire meters afstand, og den resterende tagkonstruktion er bygget op af præfabrikerede tagkassetter i træ.
I gavlene strømmer lyset ind igennem kæmpe partier af termoplader i polycarbonat. Disse optræder også i facaderne og ikke mindst som et gennemgående rytterlys i hele tagkonstruktionens længde. Det er det store lysindtag, der understøtter hallens aktiviteter, kreativitet og fællesskab.
I hallen er der også indskudte, opvarmede bokse, der blandt andet rummer en café, værksted, musik og stillerum.
Men det er nu det store fællesrum, der er omdrejningspunktet. Streetlab er skabt med fokus på sammenhængen mellem inde- og uderum. Når de store porte åbnes i hallens gavle, flyder aktiviteterne naturligt mellem koldhallen og indgangspartiet, der ligger som en kæmpe, overdækket terrasse i forlængelse af hallen.
Samtidig er byggeriet opført med et stort fokus på bæredygtige materialer og cirkulære byggeprincipper. Det betyder bl.a. at en del af byggematerialerne enten er genbrug eller kan genbruges på ny.
Tak til bygherren Fonden for FrederiksborgCentret, projektets arkitekter ADEPT og ABC Rådgivende Ingeniører samt alle samarbejdspartnere for et stærkt samarbejde om et projekt, der kommer til at danne ramme om fællesskaber, bevægelse og kultur i mange år fremover.

HHM A/S
Bragesvej 4,
3400 Hillerød
+45 48253300
info@hhm.dk
CVR: 67294815
Vores egne faste håndværkere gør at vi kan styre byggeprocessen, aflevere til tiden og til prisen.