Enfamiliehuse Entreprise Råhus og Anlæg Om HHM Karriere

Blog

HomeEnfamiliehuseUnder eget tag

Under eget tag

Det lyder godt, ikke?

Under eget tag betyder ifølge ordbogen at ”have sit eget”. Og det er lige præcis det, som du og familien får, når I bygger nyt hus med HHM.  Men det tag skal altså sidde fast. Rigtig fast. For de danske vinde gør mere end at levere strøm fra vindmøller. De rusker og river også i taget. Så konstruktionen skal tåle lidt af hvert.

Når vores betonsjak har forladt byggepladsen, rykker vores tømrere ind. Deres opgave er her at sørge for, at I får tag over hovedet. Så I kan have det godt, trygt, og ikke mindst tørt, indenfor.

I denne uge har vi snakket med to af vores dygtige tømrere, Jonas og Peter, der sammen med deres kollegaer er eksperter i at lukke vinden ude og hyggen inde.

Jonas og Peter rykker ind på byggegrunden, når inder- og ydervæggene af gasbeton er på plads. De ved om nogen, hvor vigtigt vindafstivningen af tagkonstruktionen er. For de er vant til at stå på toppen af huset, når vejret viser tænder.

Vind, vindafstivning og vindkryds

”Når vi lander på jeres byggegrund, går vi i gang med at hejse spærene til tagkonstruktionen. Så har selve tagbelægningen, tegl, tagpap m.m. noget at hvile på. Samtidig sørger vi for vindafstivningen, og den er virkelig vigtig”, forklarer Jonas og Peter og uddyber:

”Vindafstivningen sørger ganske enkelt for, at taget ikke flyver af, når det blæser. Afstivningen sørger også for, at taget ikke bliver trukket skævt – altså fra side til side – eller letter. Derfor laver vi lodrette vindtræksbånd, som bliver forbundet til vindtræksbåndene i fundamentet. De gør, at huset bliver stående på jorden – også i storm. Og så laver vi et såkaldt vindkryds i tagfladen, så spærene ikke kan bevæge sig fra side til side mere end nødvendigt”.

Når du bygger med HHM, så får du og familien det lige, som I vil have det. Hvert HHM-hus har sin egen unikke tagkonstruktion. Derfor arbejder vores tømrere tæt sammen med vores ingeniører.

På en bakketop eller ude ved kysten

”Vores ingeniørkollegaer, Theis og Peter, sørger for at tegningerne på hvert hus tydeligt viser, hvor vindtræksbåndene skal sidde – og hvor kraftige de skal være – på familiens specifikke hus, så tagkonstruktionen kan holde til vind og vejr. Lige meget hvordan huset er dimensioneret, eller på hvilken grund det ligger.  Der kan være stor forskel fra hus til hus. F.eks. er huset langt mere udsat for blæst og vind, hvis det ligger på en bakketop eller tæt ved kysten.

Det skal holde til det hele og stadig blive stående. Samarbejdet mellem os og ingeniørafdelingen sikrer, at taget ikke flyver væk,” fortæller Jonas og Peter.

Når taget er lagt

Når tømrerne er færdige med selve tagkonstruktionen, og har gjort klar til at tagdækkeren kan begynde med tagbelægningen, så isolerer Jonas og Peter taget og lægger undertag på. Derudover sørger de for, at alle yderdøre og vinduerne bliver sat i. Og når ”råhuset” er lukket, går de i gang med dampspærren. Det er den, der sørger for, at du og familien ikke får fugt og kondens i husets konstruktion. Og endelig så laver de også gipslofterne i huset.

”Lige nu er vi i gang med spærene og vindafstivning på et 1½-planshus med havudsigt – eller som vi siger nu ”med ekstra kraftig vindafstivning”.

Kom og kig på søndag

Vil du og familien også have et tag over hovedet, der hverken flyver væk – eller falder sammen? Og kunne I tænke jer et smukt arkitekttegnet hus præcist efter jeres hoved. Fuld af hverdagsluksus og innovative byggeløsninger?

Så kom ud på søndag fra 13-16 på Cirkelbuen og se Jonas og Peters flotte arbejde på vores smukke og forskellige udstillingshuse. Så kan I få masser af inspiration til tag over hovedet og fod under eget bord.

Vi glæder os til at se jer på søndag

P.S. Kør efter Tulstrupvej 3, 3400 Hillerød og følg byggepladsskiltene.

OBS! I HHM følger vi naturligvis myndighedernes anvisninger om værnemidler og forsamlingsloft. Derfor stiller vi håndsprit og engangsmundbind til rådighed ved indgangen til vores huse, ligesom vi sikrer, at der maks. opholder sig 10 personer ad gangen i vores udstillingshuse.  Derfor kan der måske være lidt ventetid på at komme ind i husene.