
Rejsegilde for Rahbek Hus II i Carlsberg Byen
REJSEGILDE: I bragende solskin vajede Dannebrog i dag atter over et kommende, flot byggeri i Carlsberg Byen – Rahbek Hus II, som HHM er totalentreprenør på.
Bygherren, Carlsberg Byen P/S, havde inviteret til det traditionsrige rejsegilde, hvor parterne i byggeriet, dog særligt håndværkerne, fejres. Det blev de også i dag, hvor der faldt mange flotte ord af til alle byggefolkene, og ikke mindst serveret adskillige varme pølser og kolde sodavand på en varm dag. Ved rejsegildet talte både Jens Nyhus, adm. direktør i Carlsberg Byen P/S og Svend Pedersen, ejer og adm. direktør i HHM A/S.
Kommende beboere var mødt op til fejringen
Blandt de mange gæster ved rejsegildet var også en del kommende beboere. De kan inden længe, i 2019, se frem til at flytte ind i deres nye hjem. Rahbek Hus II vil omfatte 53 lejligheder og tre rækkehuse.
I alt opfører HHM 174 boliger for Carlsberg Byen P/S. Det drejer sig om Rahbek Hus I, der blev afleveret ultimo 2017, Bindesbøll Hus og Heiberg Huse, der blev afleveret for nylig, og Rahbek Hus II der bliver klar i 2019.
Projektet er udført efter Carlsberg Byens særlige samarbejdsmodel. Her har alle parter siddet med ved bordet i det forberedende arbejde. Dermed er entreprenøren blevet inddraget tidligt i projektet. HHM danner team med Praksis Arkitekter ApS, Niras A/S og 1:1 Landskab ApS.
- Jens Nyhus, adm. direktør i Carlsberg Byen P/S holdt tale ved rejsegildet
- Mange deltog i rejsegildet for Rahbek Hus II i Carlsberg Byen, hvor HHM er totalentreprenør
- HHM’s adm. direktør Svend Pedersen talte også ved rejsegildet fredag for Rahbek Hus II
- Den traditionsrige rejsegildekrans med Dannebrog øverst vajede naturligvis på toppen af Rahbek Hus II fredag den 8. juni 2018